– Forebyggelse af ulykker inden for bygge og anlæg

  Forebyg.nu

 Hovsa Bladet

Gode eksempler 

Samarbejde, ledelse og kommunikation:

 

Sygefraværet mere end halveret

Tag og VVS firma forbedrede det psykiske arbejdsmiljø

Det er blevet en langt bedre arbejdsplads, siger sikkerhedsrepræsentanten i Gladsaxe Tag- & VVS Entreprise. Det er meget vigtigt med tilfredse medarbejdere, for det giver mere tilfredse kunder og større omsætning, siger VVS-installatøren.

For fem år siden tog firmaet Gladsaxe Tag VVS Entreprise målrettet fat på at skabe en bedre arbejdsplads. Selv om der måske var flere advarende blikke, var det medarbejdernes høje sygefravær, der satte det hele i gang. Og efter en indsats med robust teambuilding, månedlige møder mellem ledelse og medarbejdere samt tilbud om gratis fysioterapi er sygefraværet i dag langt mere end halveret.

- Det er i dag en langt bedre arbejdsplads, end det var for fem år siden, siger den 49-årige blikkenslager Finn Nielsen, der er sikkerhedsrepræsentant i firmaet. – Og det gælder ikke blot sikkerhed og arbejdsmiljø, men hele vejen rundt.

Det er arbejdsgiveren i firmaet, VVS-installatør Lasse Lindegaard fuldstændig enig i. Ikke blot er sygefraværet gået drastisk ned, men han har også fået mere tilfredse medarbejdere. Og så er omsætningen steget med over 30 procent. Der er også flere medarbejdere i dag, og den gode udvikling i firmaet er rygtedes, så der er mange, der gerne vil arbejde i firmaet.

- I hele denne proces har jeg lært, at det vigtigste er, at medarbejderne er tilfredse, fordi så går det altså godt for hele virksomheden, siger den 38-årige VVS-installatør.

Som sagt startede det hele for fem år siden. Lasse Lindegaard var for at sige det lige ud godt pissesur. Han syntes, at medarbejderne var utroligt meget syge; og ikke mindst fredag og mandag var store sygedage.

Spændinger

Men hvad skulle han gøre? En ven rådede ham til at gå på en særlig leder-uddannelse, der hedder ”Leder som coach”. Her mødte han ledere fra mange af de største danske firmaer, og han kunne ikke lade være med at tænke: Hvad laver et lille firma fra VVS-branchen egentlig her? Men han så også, at uanset størrelse, er problemerne ofte de samme.

- Jeg fandt ud af, at mange af de spændinger, som man har i virksomheder faktisk mange gange bunder i psykisk-sociale problemer, som blandt andet giver sig udslag i, at en medarbejder bliver hjemme, når han skal på en arbejdsopgave med en, som han ikke kender eller ikke gider at arbejde sammen med. Og det tror jeg egentlig er et generelt problem i mange firmaer, siger Lasse Lindegaard.

I hvert fald fik det VVS-installatøren til at kigge lidt nærmere på sygefraværet i sit eget firma. Og nok var der arbejdsskader, der kunne forklare en lille smule af det, men en langt større del så ganske rigtig ud til at skyldes psykisk-sociale problemer i firmaet.

- Det store sygefravær betød, at vi kom bagefter med arbejdsopgaverne, og så pressede jeg medarbejderne for at få indhentet det forsømte, så det var jo skruen uden ende, siger Lasse Lindegaard.

Kæmpesucces
Første træk for at imødegå problemerne var en tur til Sverige på teambuilding for at blive rystet noget bedre sammen og lære hinanden at kende på en bedre måde.

- Efter den weekend blev der vendt op og ned på mange ting, siger sikkerhedsrepræsentant Finn Nielsen. - Kliker og fordomme blev brudt ned, så vi bagefter bedre kunne arbejde sammen på kryds og tværs.

- Ja, det var en kæmpesucces, siger VVS-installatøren. – Sammen nåede vi også frem til, at mange af problemerne i dagligdagen skyldes dårlig kommunikation, og at det altså var det, der var skyld i megen surhed og bitterhed.

Vel hjemme igen tog man næste træk. Ledelsen og medarbejderne satte sig sammen og diskuterede, hvad vi egentlig ville med firmaet, og hvad der skulle forbedres. I fællesskab opstillede man nogle mål om bedre kommunikation, bedre samarbejde og mere ansvarsbevidste medarbejdere.

- Her fik jeg jo også en hel del ting at vide, som jeg måtte tage på mig, siger VVS-installatør Lasse Lindegaard. - Jeg vil da godt indrømme, at det ikke var lige rart, men der var jo også nogle ting, som jeg skulle lære, - og ikke kun jeg, men også de andre i ledelsen.

Tilfredse medarbejdere
Tredje træk var, at man indførte et månedligt møde med alle medarbejderne. Det holdes på en fredag over middag, og firmaet betaler en time til halvanden. Her bliver der taget problemer op og snakket om, hvad der skal til for at løse dem.

- Sådan arbejder vi den dag i dag med at forbedre tingene, For jeg har fundet ud af, at en tilfreds medarbejder giver en tilfreds kunde, og tilfredse kunder giver mere arbejde, siger VVS-installatør Lasse Lindegaard. - Det har givet en rigtig god udvikling, men på vejen er vi da også løbet ind i mange problemer, for det er jo ikke alt, der er lige sådan at forandre.

Den gode udvikling kan efter både arbejdsgiverens og sikkerhedsrepræsentantens mening også beskrives ved, at de engang tavse medarbejdere, der bare passede deres job, i dag har en hel anden tilgang til deres arbejde.

- Nu kommer de og siger, at det og det kunne jeg egentlig godt tænke mig, fordi det ville hjælpe mig i min hverdag. Og så tager vi det op, for at se hvad vi kan gøre ved det, siger Lasse Lindegaard. – For det vigtigste er som sagt, at medarbejderne er tilfredse, for så går det også godt for virksomheden.

Et andet udtryk for medarbejdernes tilfredshed er vel også, at næsten alle - også mester - kommer klokken 6.30, så der er tid til at sidde og snakke hyggeligt om alt muligt over en kop kaffe, inden man kører af sted klokken 7. Førhen var det sådan – husker arbejdsgiveren – at han havde meget svært ved bare at få folkene af sted til tiden, og hvor han så oven i købet var næsten sikker på, at de fleste tog direkte på kaffebar.

Sidste træk
Fjerde og foreløbig sidste træk for at skabe en bedre arbejdsplads er, at Gladsaxe Tag- & VVS Entreprise har tegnet et abonnement med Falck, som giver medarbejderne mulighed for at få gratis ergo- og fysioterapi, zoneterapi og psykologhjælp, hvis de har behov for det.

VVS-installatør Lasse Lindegaard og firmaets sikkerhedsrepræsentant er enige om, at det både fra virksomhedens og medarbejdernes side er en fordel. Det er da bedre og billigere, at en medarbejder f.eks. får noget massage end at den pågældende bliver hjemme en 3-4 dage, lyder argumentet.

Hidtil har erfaringerne været gode. For det har været med til at reducere sygefraværet endnu mere. Teambuildingen og den nye udvikling i firmaet skar i første omgang sygefraværet ned til det halve, og nu har det sidste træk betydet en yderligere halvering af sygefraværet.